Grønningen 19, st. th. + underetage, 1270 København K
Grønningen 19 hører uden tvivl til blandt Danmarks smukkeste arbejdspladser, og rammerne er helt oplagte for den kvalitetsbevidste lejer, der søger et eksklusivt og præsentabelt miljø på en af Københavns ypperste placeringer. Den markante ejendom, som er opført i 1910’erne, er blevet gennemgribende renoveret med stor respekt for dens oprindelige udtryk, og med en placering lige mellem Nyboder og Kastellet venter en helt unik udsigt til historiske og grønne omgivelser. Serviceniveauet på ejendommen er ekstremt højt, og M. Goldschmidt Ejendommes eget servicepersonale sørger for, at gård-, fortovs- og indgangsarealer altid er renholdte, så kunder og medarbejdere bliver mødt af den bedst mulige standard. Hele dagen er der let tilgængelig offentlig parkering på de omkringliggende gader, ligesom der på ejendommen er cykelparkering i terræn og i kælder. Det ledige lejemål udgør i alt 418 m², fordelt med 232 m² i stueetage og 186 m² i parterre. Etagerne hænger sammen via intern trappe. Kontorarealet i stueetagen er indrettet med 2 storrumsfaciliteter, mødelokaler og/eller hyggelige lukkede kontormiljøer. I det lyse parterre - med højt til loftet - er der ligeledes mulighed for indretning af både et storrumskontor og lukkede kontormiljøer. Her er også adgang til toilet og tekøkken samt et arkiv-/lagerrum. Lejemålet er klar til overtagelse og overtages nyistandsat. Kontakt os for mere information om lejemålet samt fremsendelse af prospekt, lejemålsoversigt og indretningsforslag.
Ved indgangen til indre by ligger det smukke trekantsformede Grønning-kompleks. Ejendommen er opført i perioden 1910-1914 i røde mursten med sort tegltag og palætermovinduer i den oprindelige stil, og i dag fremstår den fortsat fra sin flotteste side. Bygningen er et velkendt syn for de mange mennesker, der hver dag passerer den på vej ind i og ud af København.
Med Kastellet og Nyboder som nærmeste naboer er beliggenheden unik. Nærmiljøet byder på masser af spændende muligheder, og butikker, indkøb, spisesteder og andre oplevelser er altid inden for rækkevidde. Få minutters gang fra bygningen ligger Østerport Station, hvor der er forbindelse med både regionaltog, S-tog, metro og bus.